Briterne og NATO har brug for EU som militær magt

Briterne og NATO har brug for EU som militær magt

Af Preben Bonnén, Politisk faglig chef, NORDIC dialogue

At Europa kan og skal gøre mere når det handler om sikkerheds- og forsvarspolitik, har ikke blot Frankrig og Tyskland gjort sig til talsmænd for. Også den kommende formand for EU-kommissionen Ursula von der Leyen har i sit politiske oplæg omtalt behovet for et stærkt optrædende Europa på verdensscenen.

Ifølge Ursula von der Leyen må Europa være sig sit ansvar bevidst, og derfor også indtage en mere fremtrædende rolle på globalt plan, herunder også i forhold til udviklingen af en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Ikke mindst fordi udfordringerne er man- ge, og har fået karakter af hverdag.

Derfor vil Ursula von der Leyen tage en række initiativer, som skal styrke udviklingen af en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitisk dimension. Ikke som en slags erstatning for NATO, men supplement til den transatlantiske alliance. Vi vil forblive transatlantiske orienterede, men blive mere europæiske, som hun udtrykker det.

Hvor de europæiske NATO-lande vil indtage en mere europæisk rolle og et større ansvar, forholder det sig anderledes for Storbritannien, som forlader EU den 31. oktober 2019 om den nytiltrådte britiske premierminister Boris Johnsons retorik står til troende, og det være sig med eller uden en aftale.

Ironisk og paradoksalt nok har selvsamme Storbritannien ytret ønske om et fælles optrædende Europa i Golfen med henblik på, at sikre den frie skibstrafik i Hormuzstrædet. Årsagen er den eskalerende konflikt mellem på den ene side USA og Storbritannien og på den anden side Iran.

De iranske myndigheders opbringning og beslaglæggelse af et skib under britisk flag, fik i juli måned den daværende britiske underigsminister Jeremy Hunt til, at foreslå en fælles europæisk maritim flådestyrke, som skal beskytte og ledsage europæiske skibe i Holmes strædet.

Når briterne ønskede en europæisk ledet flådestyrke i Golfen, og ikke indgå i en eventuel amerikansk ledet mission, skyldes det ikke mindst at briterne var uenige i den amerikanske Mellemøstenpolitik i almindelighed, og præsident Donald Trumps udstigning af atomaftalen med Iran i særdeleshed.

Netop for ikke at understøtte Donald Trumps politik, havde man fra britisk side foretrukket et alternativ, som dels muliggør en tilstedeværelse i Golfen, dels understrege den britiske utilfredshed med den amerikanske beslutning om at forlade atomaftalen.

Ikke desto mindre har briterne efter regeringsskiftet valgt at indgå i et samarbejde med den amerikanske flåde, hvilket samtidig umuliggør en fransk og tysk tilslutning, ligesom det dit- to også bør udelukke en dansk deltagelse med et eller flere flådefartøjer.

At briterne har valgt at indgå en fælles flådemission med amerikanerne, må alt andet lige tages som udtryk for Boris Johnsons ønske om en stadig tættere tilknytning til USA efter BREXIT, og forhåbningerne om, at en britisk deltagelse under amerikansk ledelse samtidig vil udmunde i en favorabel handelsaftale med USA.

Men ikke desto mindre understreger hele forløbet på tydeligste vis nødvendigheden af et langt tættere europæisk samarbejde, herunder behovet for udviklingen af en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Europa skal kunne varetage egne interesser når dis- se ikke harmonere med de amerikanske.

Hvor briternes farvel til EU ikke på længere sigt vil svække EU nævneværdigt, forholder det sig straks anderledes og langt mere alvorligt for NATO såfremt Tyrkiet en dag måtte beslutte sig for at forlade den transatlantiske alliance.

NATO er i forvejen svækket med den usikkerhed, som præsident Donald Trump har skabt om sikkerhedsgarantien (Artikel 5 i Washington-Traktaten). Med Tyrkiets voksende ambition om at blive en magtfaktor i Mellemøsten og diverse kontroverser med USA, er det ikke utænkeligt at præsident Recep Tayyip Erdogan tager konsekvensen og trækker Tyrkiet ud af den militære alliance, som de har været en del af siden 1952.

Tyrkiets køb og modtagelse af det russiske missilforsvarssystem S-400, har fået USA til at udelukke landet fra det fremtidige samarbejde i udviklingen af kampflyet F-35, ligesom tyrkerne nægtes leverancen af de bestilte 100 kampfly. Af samme årsag er de tyrkiske piloter, som var på træning i USA blevet sendt hjem til Tyrkiet.

Bevæggrundene for den amerikanske kontrovers med tyrkerne er, at Tyrkiet som er medlem af NATO, vil gøre brug af et russisk udviklet missilforsvarssystem, som i sit udgangspunkt har til formål netop at nedskyde kampfly af også typen F-35. Frygten går på, at Rusland vil få indblik i og adgang til sensitiv information om F-35 kamplyets kapaciteter.

Skulle det være tilfældet, vil det ikke blot være amerikanske piloter, som udsættes for unødig risiko, men også piloter fra Italien, Holland, Norge og Danmark, som alle er deltager i udviklingen af kampflyet F-35, og har bestilt forskellige antal til deres respektive flyvevåben.

Når det handler om Tyrkiet, er det dog ikke problemstillingen omkring Recep Tayyip Erdo- gans valg af missilforsvarssystemet S-400, og som følge heraf det indirekte fravalg af kampflyet F-35, som alene giver næring til forestillingen om hvorvidt Tyrkiet kan tænkes, at forlade NATO-alliancen.

Konflikten mellem USA og Tyrkiet, er blot en ud af flere, ligesom den rækker længere tilbage end kontroversen omkring købet af et russisk missilforsvarssystem.

Allerede tilbage i 2003 var de to NATO-lande på kollissionskurs, hvor Tyrkiet nægtede sin amerikanske allierede i at gøre brug af Incerlik flybase i den sydlige del af landet til, at foretage angreb i Irak. Afvisningen om at foretage angreb i Irak fra tyrkisk territorium affødte

ikke blot frustrationer i Washington, men også en række amerikanske trusler om sanktioner mod den tyrkiske allierede.

Hvorvidt en udmeldelse af Tyrkiet kommer til, at betyde NATO’s endeligt skal indtil videre være usagt. Men NATO vil selvsagt komme til at stå stadig svagere, og med den amerikanske førte udenrigs- og sikkerhedspolitik, vil alliancen stå over for sin største udfordring nogensinde.

Tidlligere havde vi i NATO at gøre med en klar defineret fjende, og en klar defineret front. Sidenhen har NATO haft at gøre med det modsatte, nemlig en ikke klar defineret fjende og ikke klar defineret front, som det var tilfældet i de humanitære operationer alliancen efter ophøret af den Kolde Krig lod sig involvere i.

I dag er det ikke ydre fjendebilleder eller udefinerede fronter som truer alliancens eksistensgrundlag, men interne og divergerende interesser mellem medlemslandende. USA har (u)tilsigtet fralagt sig lederskabet i NATO. Det skete dengang hvor Donald Trump efter- lod tvivl om sikkerhedsgarantien.

Hvor Tyskland og forbundskansler Angela Merkel i den internationale presse stadig oftere omtales som Vestens frie leder, er det ikke utænkeligt at det (måske) er Europa, som bliver redningskransen for NATO-alliancen. En stærk fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitisk dimension, vil alt andet lige også styrke NATO, og det kan blive alliancens overlevelse.

Vi vil stadig være i samme båd med USA, og vi vil stadig være transatlantisk orienterede for at gentage Ursula von der Leyens ord. Men vi vil samtidig også blive mere europæiske, som hun fik tilføjet.

Det betyder ikke at kaptajnen til tid og evighed skal eller vil være amerikansk. USA vil aflastes, og Europa skal være villig til at påtage sig mere ansvar. Mere ansvar betyder, at også Europa udstikker kursen og til tider leder slagets gang.

Med andre ord, kan det ikke udelukkes at Europa kan eller vil blive forudsætningen for såvel et leve- som handledygtigt NATO, og dermed alliancens beståen. Med andre ord, både briterne og NATO har brug for EU som militær magt.